Forsvarsmekanismer – når følelser ikke skal føles

Del 1: At tænke i stedet for at føle

Vi mennesker har alle forskellige måder på hvilken vi undgår at føle dét, der er svært eller for svært.

‘Sådan er jeg bare’, hører vi nogle mennesker sige.

Og det kan være et godt tegn: jeg ved, hvem jeg er og jeg føler mig ok, som jeg er.

Eller det kan være et tegn på, at jeg holder en dyb tro på, at jeg er forkert som menneske og derfor er der ikke nogen – om det er mig selv eller en anden – der skal lave om på mig.

‘Sådan er jeg’ – er det noget, du føler/oplever eller noget du tænker. Er det noget, du smiler over eller noget, du forsvarer og bruger energi på?

‘Jeg tænker, derfor er jeg’, hører vi det fra Descartes. Og siden da har vi opdelt vores verden i følelser og tanker. Og vi har stor succes med det. Men med stor omkostninger.

Selv om det at tænke, planlægge og forstille sig noget er en evne, som gør os mennesker til det vi er – kreative, innovative og nogle gange meget destruktive væsner – så føler mange af os, at tanker fylder alt for meget og gør, at vi flytter os væk fra os selv.

Mange af os kan ikke finde ro eller falde i søvn, fordi vi er plaget af tankemylder. Når vi bruger tanker, for ikke at føle det, der forgår i os, så er vi i gang med at forsvare os imod det, der føles ubehageligt.

Når vi ikke er i kontakt med vores følelser, så kan det være svært at navigere i livet.

Når vi ikke kan fornemme, om noget føles rigtigt eller forkert, fordi vi bortforklarer en indre ubehag med et udsagn om, at det helt bestemt nok må være godt for os (eller den anden), så er vi ved at overskride vores (og muligvis andres) grænser.

Rationalisering

Som altid, er det meget nemmere at se en forsvarsmekanisme i andre end i os selv.

Når en ven eller veninde siger, ‘at han/hun alligevel ikke var den rette til at være sammen med‘, så ved vi godt, at der er følelser på spil. Og oftest respekterer vi dette udsagn uden at går mere i dybden. Vi venter på, til vennen/veninden er klar til sorgarbejdet.

Rationaliseringer kan være relativ uskyldige. ‘Det er nok meget bedre, at jeg slapper af på sofaen i stedet for at løbe en tur. Det har jeg fortjent.’

Eller de kan være meget destruktive og bruges ofte til at holde fast i nogle usunde/farlige vaner. ‘Et glas vin skader mig nok ikke’, siger alkoholikeren til sig selv (og andre).

Men når vi lever vores liv fra dette grundlag, så er vi i gang med at frasige os vores ansvar og med at holde os fast i de samme tankemønstre, fordi vi dybest set er bang for at komme i kontakt med noget smertefuldt. Oftest med en tro om, at vi grundlæggende er forkert eller ikke gode nok.

Når vi rationaliserer, så prøver vi at finde en forklaring, der passer bedre ind i vores verdensbillede og hjælper os med at opretholde et bestemt syn på os selv og på verden.

At Intellektualisere

I bloggen omkring kommunikation har jeg skrevet om mennesker, der kun hører en saglig indhold i kommunikationen og det er nok her, dette opstår.

Når vi bliver spurgt om, hvordan vi har det og vores svar begynder med, ‘Jeg tænker, at jeg må være ked af det, fordi det har jo været en svær situation’, så føler jeg ikke. Jeg tænker mig frem til det, jeg mener jeg skulle føle og prøver at forklare til mig selv, hvad det så skulle være.

Andre kan formodentlig se, de føleler, der er på spil, men jeg ved det ikke. Fordi jeg ikke er i kontakt med mine følelser og følelser skal holdes i skak – oftest hele tiden.

Her er opdelingen mellem krop og hovedet næsten fuldstændig. Der bliver brugt en stor masse af energi for at holde fokus væk fra kroppen og føre det hen til tanker.

Årsagen til at leve kun i sit hovedet kan være, at disse mennesker som børn var nødt til at vokse op meget hurtigt. Enten fordi det ikke var trygt at være lille og umoden eller fordi forventningspresset af forældrene var alt for højt.

Den tidlige modenhed gav en følelse af kontrol, men som voksen ender disse mennesker ofte med at føle sig som ‘fake’ og tom indeni.

‘Hvis andre vidste, hvordan jeg virkelig er, så er der ikke nogen, der ville kunne lide mig.’

Det er ikke nødvendigvis nemt at se disse forsvarsmekanismer i sig selv, men hvis jeg bliver ved med at genudspille nogle situationer i mit hovedet og bliver ved med at (bort)forklare noget til mig selv, så kan det være et tegn på, at jeg prøver at undgå at føle.

Måden at håndtere disse forsvarsmekanismer på er at lære at tænke mindre og føle mere. Og det er ikke en lille opgave. Og den varer nok resten af livet.

Men når man har fundet tilbage til éns følelsesliv, så er de perioder, hvor man ikke føler – og for resten er bevidst om det – meget ubehagelige.

Jeg har fundet en tekst med en beskrivelse om, hvordan det føles, når man er bevidst om, at man ikke føler. Denne tekst er fra bogen ‘Why do I do that’ af Joseph Burgo, Ph.D., og jeg kan simpelthen ikke beskrive det bedre:

‘It’s definitely more challenging to feel than not to feel; most of the time you don’t regret it. When you find yourself locked away in your head for long, it soon begins to seem like a wasteland, so dry and empty of life that you’ll long for your feelings, even for your pain. Anything is better than such a desolate existence. Often when you come back to yourself and reconnect with your loved ones, it brings tears to your eyes.

You have no words to describe the sense of grief and gratitude – grief for the lost years, gratitude for the life you now enjoy.’