Psykoterapi

Det Terapeutiske Rum, som kompleks system, i et Integralt Perspektiv

Jeg vil gerne undersøge det Terapeutiske Rum ved hjælp af den integrale model og jeg mener, at det Terapeutiske Rum er et komplekst system, der stræber efter integration ligesom andre komplekse systemer.

Det her er nogle ord, som kræver lidt introduktion og forklaring.

Hvad er et komplekst system, der stræber efter integration?

Kompleksitet, i fysik og biologi, opstår ofte gennem en hirarkisk proces: små dele integreres til større enheder, som så integreres til endnu større enheder. De små dele bibeholder deres funktion mens de interagerer med hinanden indenfor hele systemer.

En levende organisme er f.eks. et komplekst system, der fungerer, fordi der forgår nogle kemiske processer, som kører uafhængig af hinanden, men har alligevel mulighed til at påvirke hinanden og skabe gennem deres integration, at en simpel organisme, som f.eks. en bakterie, kan orientere sig efter føde, kan forsvare sig mod fare eller flytte sig væk fra fare, kan forbinde sig med andre bakterier for at skabe en biofilm, kan udveksle genetisk information med andre bakterier og videregive denne information til nye generationer.

Al de her beskrevne egenskaber, der skaber en levende organisme, kaldes for emergente egenskaber.

Liv har godt nok til grundlag, at der er nogle kemiske processer, der finder sted, men disse kemiske processer forklarer ikke, de emergente egenskaber, som udgør, at noget er levende.

Det er dét, der kendetegner (bland andet) et komplekst system, at integration af nogle processer, skaber emergente egenskaber, men disse egenskaber kan ikke reduceres til disse processer for at forklare systemet.

Liv er ikke bare ‘kemiske processer’ – det er meget, meget mere.

Andre komplekse systemer er f.eks. hjernen, bevidsthed, en familie, ‘den sorte sol’, et samfund, et solarsystem.

Vi kan altid forklare, hvilke dele, de består af og ofte også, hvordan de påvirker hinanden og hvordan de er integreret, men vi kan ikke forklare, hvorfor de er, som de er og hvorfor hele systemet fungerer, som det gør.

Egentlig er det meget forbavsende, at vi ikke undres mere over disse tæt-på-mystiske fænomener.

Det Integrale Landkort

Ken Wilber forsøger i sin integral teori at forklare alle fænomener gennem AQAL modellen, som står for:

‘all quadrant, all lines, all levels, all states and all types’.

Altså ‘alle kvadranter, alle linjer, alle niveauer, alle tilstande og alle typer’ på godt Dansk.

Jeg er her mest optaget af de 4 kvadranter gennem hvilke man kan undersøge fænomener i 4 perspektiver, som kan give en større forståelse af et fænomen.

Det er frem for alt selvfølgelig en teori, et landkort og ikke en sandhed – og det er især ikke tæt på en sandhed, hvis man anser fænomener, som noget statisk. Fænomener er altid i bevægelse, er altid i proces, og et landkort er ikke selve landskabet, som vi ved.

Men et landkort bestående af flere kvadranter/perspektiver kan dog give et godt overblik og en dybere forståelse af hvor i landkortet man befinder sig og hvilke forhindringer/løsninger der ligger i nærheden, som kan hjælpe med orientering og forståelse.

Jeg vil bruge det integrale landkort til at beskrive klienten og til at beskrive det Terapeutiske Rum.

Det integrale landkort af klienten er beskrevet i flere forskellige bøger indenfor integral psykoterapi og selv om det giver en orientering til hvordan landkortet af min klient ser ud, er det vigtigt at forstå, at det ikke er fikset.

Vi er komplekse væsner og vi bevæger os i forskellige landskaber afhængig af situationen og terapi er en bestemt situation, med en bestemt ramme, der skaber nogle forudsætninger, som ellers ikke nødvendigvis findes i klientens liv – for godt og for ondt.

Klientens Landkort

som i integral teori også kaldes for den ‘psykologiske adresse’ af en person, kan tydeliggøres gennem de 4 kvadranter, som beskrevet nedenfor.

ØV – kvadrant

Øvre/venstre kvadrant er det individuel/subjektive perspektiv.

Her finder vi den fortælling, klienter holder om sig selv. Det er også det perspektiv, som klienten holder om andre og verden, altså hendes/hans verdenssyn.

Det er klientens indre landskab og også færdigheder – altså f.eks. færdigheder indenfor følelsesmæssig intelligens: kan/kan ikke mærke følelser, kan/kan ikke udtrykke følelser, kan/kan ikke motivere sig selv, kan/kan ikke motivere andre.

ØH – kvadrant

Øvre/højre kvadrant er det individuel/objektive perspektiv.

Her det den fysiske sundhed, mentale sundhed, den adfærd, der er objektivt målbart, den fysiske/mentale tilstand (træt, vågen, dissocieret).

Her er det dét, der er objektivt målbart i individet.

NV – kvadrant

Nedre/venstre kvadrant er det kollektiv/subjektive perspektiv.

Hvem er klienten i sin egen familie og ophav familie? Hvordan opleves klienten i den terapeutiske relation (tilknytning)? Hvem er klienten i den terapeutiske relation (roller/overføring/modoverføring)? Hvordan med nære venner og andre nære relationer?

NH – kvadrant

Nedre/højre kvadrant er det kollektiv/objektive perspektiv.

Det er det perspektiv af klienten i en større sammenhæng. Hvilken kultur /sub-kultur kommer klienten fra eller lever klienten i? Hvilken uddannelse, hvilket arbejde, hvilken kontakt til andre institutioner er vigtige i klientens liv?

Nedenfor er et eksempel på et landkort med 4 kvadranter:

Eftersom komplekse systemer stræber efter integration, er det for mig en vigtig forudsætning at antage, at en klient stræber dybest set også efter integration.

Integration med sig selv og verden, dvs. at være autentisk i relationen med sig selv, med andre og med verden.

Dr. Dan Siegel mener, at integration er den centrale mekanisme, som skaber helbred i krop, sind, hjernen og relationer. Forbindelse af differentierede områder i et komplekst system, som f.eks. hjernen, skaber en harmonisk proces. Denne proces beskrives som at være fleksibel, adaptiv, koherent, energifyld og stabil.

Jo mindre graden af integration desto højere bliver graden af kaos og/eller rigiditet.

Jeg vil igen gerne understrege igen, at det ikke skal ses som statisk, men som en proces – kaos og integration kan ligge lige ved siden af hinanden, men antagelsen skal gerne være, at integrationen i klientens liv over tid bliver mere stabil og sker oftere og at det kun er under pressede situationer, at kaos (eller rigiditet) vil opstå.

Landkort af det Terapeutiske Rum

Ligesom man kan kigge på klienten gennem de 4 kvadranter, ligeså kan man se på det Terapeutiske Rum gennem de 4 kvadranter.

Og jeg påstår, at det er de 4 kvadranter, der skal være til stede, for at kunne sige, at vi har opbygget et Terapeutisk Rum.

Et forslag til sådan et landkort kan ses nedenfor:

ØH – kvadrant

Her er det det individuel/objektive og udgangspunktet for alle vores og vores klient muligheder: hjernen. Endnu bedre et det engelske udtryk ‘the embodied brain’ for at understrege, at det er hele nervesystemet, vi taler om.

Det er dét, der bestemmer hvorvidt vi som menneske har muligheden til, at vi gennem selv-regulering, differentiering og integration af de enkelte dele i hjernen/nervesystemet kan komme til at forstå os selv og andre bedre.

Er der for meget differentiering med manglende integration, så opstår der kaos, er der for meget integration uden nødvendig nok differentiering, opstår der rigiditet (Dr. D. Siegel).

Hjernen/nervesystemet står ikke alene – de er dele af det integrerede system, som vi mennesker udlever hvert øjeblik gennem vores fornemmelser, følelser, tanker og handlinger.

Hjernen/nervesystemet kan ikke arbejdes alene med i det Terapeutiske Rum – der er brug for de andre 3 kvadranter for at give mening, men det er stadig den mest grundlæggende byggesten, vi har at arbejde med.

ØV – kvadrant

Her er det individuel/subjektive fremstillet som sindet – et bedre udtryk fra engelsk for mig er ‘the embodied mind’.

Det er igen for at understrege, at vi ikke har en sind uden krop – det anser jeg som en helhed.

Sindet giver mening til det, der opstår gennem integration i hjernen. Det individets oplevelse af det, der forgår i én selv og i andre.

Sindet kan fornemme, føle, tænke og handle og give mening til det – eller kan give anledning til spørgsmål ved det oplevede.

Sindet påvirker samtidig på tæt-på-mystisk vis hjernen og nervesystemet.

Gennem meditation på medfølelse, bliver de dele i hjernen påvirket, der faktisk føler medfølelse. Jeg er ikke født med en konstant portion medfølelse – jeg har faktisk muligheden til at træne og forøge den gennem træning af mit sind.

Og den anden side af medaljen er selvfølgelig, at negative tankemønstre ligeså efterlader sine spor i hjernen/nervesystemet, som noget fysisk målbart. Men det er jo ikke der, hvor vi skal hen i terapi…………….

Lidt forklaring til bølger, dønninger og havstrømme i denne kvadrant, som er taget fra bogen ‘Sjælens Længsel’, som beskriver på meget fint vis, de forskellige strømninger, der forkommer og møder hinanden i terapi.

Lars J. Sørensen (Sørensen, L. J., 2016), med henvisnig til Peter Levine, beskriver, at der er tale om tre lag i det øjeblikkelige nærvær: bølger, dønninger og havstrømme, som forekommer generelt i kontaktmæssige udvekslinger, også i det terapeutiske rum, som kan føre til forandring.

  • Bølger: udgør det mest overfladiske og mest åbenlyse niveau, som viser sig i form af sprog og faktuelle indhold. De centrale spørgsmål på bølgeniveau vedrører, om man har lov til at gøre, som man gerne vil.
  • Dønninger: under bølgerne, ligger de mere skjulte, men også mere kraftfulde følelser og emotionelle dønninger. Disse har non-verbale kropslige fremtrædelsesformer. Det beskrives, at vigtige emotionelle opdagelser opstår ved kropsligt at komme til stede, som en oplevet fornemmelse (’felt sense’). Kun i det øjeblikkelige kropslige nærvær kan klient og terapeut sanse det følelsesmæssigt vigtige. Når det lykkes at give værdi til nærværets kropslige fortælling, dannes der nye spor i nervesystemet, og disse bliver reguleringssystem for fremtiden. Det centrale spørgsmål er hér, om man har lov til at mærke den følelse, man er i kontakt med.
  • Havstrømme: her er det centrale spørgsmål ikke så meget, hvad man har lov til at gøre eller føle, men om man kan finde hvile i sin væren. Der er tale om kropslige tilstande, som kan ligne de kropssansninger, der fortæller om emotionelle dønninger. Kontakten har en speciel rørende kvalitet, der åbner rummet og nuet. Denne berøring af nærvær fornemmes mere end den ses eller høres og har ofte kvaliteten af, at tiden står stille eller stemningen i rummet fortættes.

NV – kvadrant

beskriver det, der forgår i den terapeutiske relation: overføring og modoverføring, roller og brud i relationen, ligesom resonans mellem klient og terapeut og varme, tillid og forståelse.

Og så findes der mødeøjeblikke og nuværende øjeblikke, som beskrevet nedenfor.

Nuværende øjeblikke og mødeøjeblikke iflg. Daniel Stern:

Ifølge D. Stern (Stern, D. 2004) består det terapeutiske rum af en række nuværende øjeblikke, der drives frem af ønsket om kontakt og udvidelse af det fælles felt mellem klient og terapeut. I dette felt kan der på ethvert tidspunkt opstår en ny måde at være sammen på. Disse nye oplevelser behøver ikke nødvendigvis være bevidste.

Nogle gange kan disse nuværede øjeblikke skabe nogle kriser, som Stern kalder nu-øjeblikket, der kræver en løsning fra terapeutens side.

Løsning af disse nu-øjeblikke kan føre til et reelt mødeøjeblik mellem klient og terapeut.

Stern påstår, at det er nuværende øjeblikke og mødeøjeblikke, der har mulighed til at omforme fortiden. Han påstår også, at det er oplevelsen af disse øjeblikke og ikke dens indhold, der er afgørende for den terapeutiske forandringsproces.

NH – kvadrant

Er den kvadrant, som beskriver den terapeutiske ‘kultur’, der ligger til grundlag for en terapeutisk session, dvs. de terapeutiske retninger.

Det er vigtigt at forstå, tænker jeg, at det Terapeutiske Rum faktisk har en kvadrant, der omhandler terapeutisk retning.

Uden denne kvadrant, påstår jeg, har vi ikke et Terapeutik Rum.

Fra Terapi til Integration

Der forgår mange diskussioner over hvorvidt den terapeutiske relation er betydningsfuldt for god terapi og hvor meget eller hvor lidt metode, der skal til.

Der er en del forskning, der forgår på det område og det bliver spændende at se, hvad resultater bliver.

Problemstillingen med forskning eller diskussioner er dog altid, at man tager elementer fra hinanden, dvs. at man tager et element ud af en meget større sammenhæng og det gør det altid vanskeligt, når man undersøger komplekse systemer.

I det øjeblik, når man tager et element ud af et komplekst system, så er alle/mange dele, som jo er integreret, ved at forandre sig.

Forskning er vigtig, men måden man kigger på et element i et komplekst system, kan blive til en faldgrube, fordi det er svært at isolere elementer uden at påvirke dét, der forgår.

Observatøren påvirker altid eksperimentet og drejer det sig om komplekse systemer, kan det være af endnu større betydning.

Men alligevel vil jeg påstå, at det er alle elementer, der skal til for at skabe integration i det Terapeutiske Rum, som skaber integration i klienten, dvs. i hjernen/nervesystemet.

De 4 kvadranter skal ses som en dynamisk proces og ikke noget, der er konstant eller fast.

Det kan være, at der findes sessioner (eller terapeuter), hvor relationen fylder det meste. Og så findes der terapier, hvor det er metode, der er mere vigtigt, f.eks. når man arbejder med fobier.

Ifølge den model jeg forslår, er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Dét, der gør, at noget bliver en succes eller ej, er processen, der opstår i samspil med de 4 kvadranter.

Dét, der er vigtigt er, at man arbejder med klienten på en måde, der støtter integration i hjernen. Og der findes mange forskellige måder at arbejde med det på en måde, der skaber integration og heling.

Komplekse systemer stræber efter integration, skrev jeg.

Derfor mener jeg også, at det Terapeutiske Rum stræber efter integration og jeg vil påstå, at det, der beskrives som et møde på havstrøm niveau (iflg. P. Levine) eller det, som beskrives som mødeøjeblikke (iflg. D. Stern), er de øjeblikke i det Terapeutiske Rum, hvor det hele på smukkeste vis mødes i fuldendt integration, der skaber mening og heling – for så at blive afløst af det næste øjeblik, som holder noget nyt.

Denne integration af det Terapeutiske Rum, skaber heling og nærvær og støtter hermed en ny måde at opleve sig selv på.

Og at opleve sig selv på en ny måde i relation med en anden.

Og så kan det være, at livet fortsætter for klienten som før – selv om alt er forandret og opleves anderledes indefra – bevidst eller ubevidst.

You can stop generating the story of the past

and stop generating the outcome for the future.

And in that moment, there is just lightness, there’s just beauty,

with no notion of you as separate and no notion of you as anything other than that.

Gangaji

Literatur

Siegel, Daniel J., The Developing Mind, How Relationships and the Brain Interact to Shape Who We Are, 2. Udg., ISBN 978-1-4625-2067-1, New York, The Guildford Press, 2012

Sørensen, Lars J., Sjælens Længsel, Om at finde sig selv uden at føle sig forkert, 1. udg., ISBN 978-87-7158-243-7, Dans Psykologisk Forlag, 2016

Stern, Daniel N., Det Nuværende Øjeblik, I psykoterapi og hverdagsliv, 1. udg., ISBN 87-412-2366-7, København, Hans Reitzels Forlag, 2004

Integral psykoterapeut, MPF. Har udøvet meditation og mindfulness siden 1994 indenfor flere traditioner, men mest Vipassana. Flydende i Dansk, Engelsk og Tysk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *